Interactive Spaces

U.F.O. Scopet – Interaktiv leg på tværs af medier og rum
Interactive Spaces, Alexandra Instituttet har undersøgt, hvordan en interaktiv installation kan understøtte familiers leg i biblioteket. Resultatet er blevet U.F.O.scopet, som skal illudere en ufo med en marsboer. Installationen består af et traktordæk på hjul, og dækket indeholder en computer med RFID-læser og en skærm, beskyttet af et plastikdæksel.

UFOen inviterer til fysisk udfoldelse og leg. Børn og voksne kan skubbe eller køre U.F.O.scopet rundt i biblioteket. Når de kører hen over de RFID-tags, der sidder i bibliotekets gulve, viser U.F.O.scopet billeder, tekster eller filmklip indenfor emner, der repræsenterer vores planet: dyr, mennesker og maskiner. U.F.O.scopet er en explorer, både i forhold til viden og i forhold til bibliotekets rum og tilbud, når den uden guide fører børnene og deres familier rundt i biblioteket. Hensigten er, at de gennem leg med U.F.O.scopet kommer steder i biblioteket, de ikke anede eksisterede. Og at de på disse steder får ny viden fra U.F.O. scopet og samtidig kigger op og opdager nye bøger, film, spil eller andre gode tilbud i biblioteket.

Den her ide samler familien fordi…
U.F.O.scopet fungerer bedst, når de små børn i fællesskab med forældrene tager den rundt på opdagelse. U.F.Oscopet er ikke ret højt, så det er de mindste børn, der er bedst til at flytte den og der er brug for de voksne til at hjælpe med at styre og læse op, når man finder posterne med information om jorden.

Vi synes, at den her ide er god fordi…
U.F.O.scopet er en unik installation, som appellerer til børn og voksnes nysgerrighed og fysiske udfoldelse. Den understøtter en legende tilgang til biblioteket og giver mulighed for at finde uden at søge og herefter erkende værdien i det, man finder i biblioteksrummet. U.F.O.scopet fungerer som formidlingsredskab i forhold til medierne i biblioteksrummet.