Pulterkammeret kom i fint selskab

Pulterkammeret har nu haft sin planlagte levetid her på Hovedbiblioteket i Århus — fra 1. april til midten af juli. Egentligt skulle det have været taget ned inden den store Next library konference der løb af stablen tidligere på ugen her i Århus, men Pulterkammeret har været så stor en succes, at det har fået forlænget sin levetid!

Så under titlen ”the Lumber Room” havde ca. 150 konferencegæster og oplægsholdere på Next library mulighed for at tage Pulterkammeret i besigtigelse søndag aften den 14. juni. Der var mange inde hos os og vi fik fortalt om Pulterkammeret til enhver, der gad lytte – det var en god aften for Pulterkammeret, der var blevet støvsuget og fået nye lamettaforhæng i dagens anledning…

Foto af sminkebordet som det så ud en morgen inden oprydning

Foto af sminkebordet som det så ud en morgen inden oprydning

I Pulterkammerets uglamourøse hverdag som installation her i Hovedbibliotekets forhal har et utal af brugere brugt rummet i dets levetid og de har leget og snakket og hygget: Børn og deres voksne, børn med børn og helt uventet en god portion tweens og teens.

Nu skal der så samles op på brugerinput. Gæstebogen er fyldt med fantastiske udsagn som:

Jeg er fuldstændig tilbage i en kælder i midten af 80erne. Hvor fantastisk!  Sådan var det!!

Kirstine, Hannahs mor

Derudover har vi i rummets levetid lavet systematiske deltager observationer i rummet og Stine Liv Johansen fra Center for Playware har ligeledes gennemført observationer i rummet. Det skal nu alt sammen analyseres og sammenskrives til en evaluering og formidling af installationen.

Dette indlæg blev udgivet i brugerinddragelse, Århus. Bogmærk permalinket.